(alfabetisk rækkefølge)

 

 

 

 

 

Dennne koncertoptagelse fra Bradford, England. anno 2001 er noget af et antiklimaks, forstået på den måde, at da jeg sidst så Guns til en koncert ca. 10 år tidligere i KB Hallen, var de på deres absolutte højde efter at have udgivet tre megafede albums mellem 88-91, og denne koncert står som den største oplevelse af slagsen for mig, og jeg har overværet en del gigs efterhånden.

 

Denne gang er bandet knap så populært og knap så frisk som dengang. Det er der selvfølgelig naturlige årsager til, men jeg sidder nu alligevel og ærgrer mig lidt. Det er en koncert for små 500 mennesker, englændere vel at mærke, og det kan mærkes på stemningen. Jeg ved ikke om det er fordi det er dårlig producering at fade lyden fra publikum væk, eller om det er fordi englændere generelt ikke flipper så meget ud når de går til koncert. Jeg gætter lidt på det sidste, for jeg tror at havde de optaget showet på fastlandet, havde det været en noget mere energisk omgang.

På den anden side tror jeg det måske er meningen at det skal være sådan en slags 'hygge' koncert, da guitaristen Kerri Kelli er fra lokalområdet i Bradford hvor koncerten finder sted. Kigger man på koncerten som det sidstnævnte, er det en glimrende forestilling.

 

Der bliver spillet en ordentlig omgang klassiske Guns numre, fra samtlige albums hvor Phil Lewis har været frontmand, og sammensætningen af numrene er rigtig god. Fraværet af Tracii Guns er nærmest usynlig, og jeg lagde faktisk først mærke til det et stykke hen i showet. De to guitarister, tidligere medlemmer i henholdsvis Faster Pussycat og Slash's Snakepit gør det fænomenalt på deres instrumenter, så absolut værdige vikarer for sleazekongen selv.

 

Grunden til den forholdsvis 'lave' karakter til et af mine yndlingsbands, er simpelthen kun fordi jeg savner det storslåede 80'er arena-show element de besad og leverede dengang for efterhånden mange år siden. Men hvis L.A Guns skulle få chancen foran et stort europæisk publikum igen, så er jeg ikke i tvivl om at de både kan og vil levere varen. Koncertens absolutte højdepunkt er afslutningsnummeret 'Rip And Tear' som virkelig giver nostalgiske myrepatter!

Udover den dejlige musik kan man skimte de sædvanlige klamme groupies på første parket, synge med på hver en strofe. Så noget har da ikke ændret sig i de mange år.

Ekstramaterialet begrænser sig til en let gennemgået biografi af bandet, samt et interview.

 

 

 

 

 

 

Dette er den officielle genforening af de mægtige Twisted 'Fucking' Sister, der brød forbindelse med omverdenen, og hinanden, tilbage i 1987, efter de havde udgivet hvad der egentlig skulle have været et Dee Snider solo-album. "Love Is For Suckers" blev til Twisted Sister's sidste studie album i lang tid.

Koncerten her er optaget da de headlinede Wacken Open Air i 2003, og foran mere end 40.000 tilskuere leverer de gamle drenge en god portion nostalgisk materiale, med en energi så stor så man skulle tro at det var den famøse Stay Hungry koncert fra San Bernadino tilbage i 1984 man sidder og ser! De er meget modigt trukket i deres 'kostumer' igen, og har fået lagt den gamle make-up. Og med den energi og stemme Dee Snider leverer, skulle man tro at han stadig var 25! Han har fået lavet en tro replica af hans legendariske outfit, I ved, den med skulderpuderne i overstørrelse og lyserøde frynser dinglende over det hele. Selv hans gamle lyserøde mic-stand er med igen!

 

Denne koncert er omtalt af kritikerne, samt af Wacken selv, som den største W.O.A koncert nogensinde!

 

Jeg vil undlade at fortælle for meget om selve bandet og dets historie, da man får en masse lækkerier foræret i form af interviews mellem numrene. Man får blandt andet historien om et af de mest bitre break-ups i rock 'n roll'ens historie. 
Jo, alle medlemmer er blevet noget ældre siden sidst, og nogle enddog noget tungere. Men det ændrer ikke på det faktum, at vi her ser et af de mest legendariske bands i sit mest legendariske line-up, levere et legendarisk show af format til et vanvittigt, og på sin egen måde, legendarisk publikum. Efter nummeret "We're Not Gonna Take It" bliver publikum ved med at synge, og så må musikken igang igen - dette storslåede øjeblik gentager så sig selv igen. En fabelagtig fremføring af "You Can't Stop RnR" sammen med "Destroyer", "Under The Blade" og ikke mindst "Burn In Hell" gør dette ultimative mesterværk, om muligt, større end 1984 koncerten! (ja ja, overdrivelse fremmer forståelsen, og kan I skaffe det gamle San Bernadino show, så er det alle pengene værd, uanset hvad det koster!)

Op til tre timer efter jeg har set denne DVD, bliver jeg nød til at slappe af, læse, gå i bad...bare et eller andet for at få min puls ned på noget der ligner menneskelig niveau. Gud i himlen hvor har jeg stor medlidenhed med dem der aldrig fik chancen for at opleve Twisted Sister, og lignende bands i 80'erne. Jeg er ikke sikker på at de unge i dag ville kunne forstå, at bl.a Twisted Sister var datidens svar på oprør, oprør mod autoriteter, forældre, whatever! Men jeg kan have et håb om, at dem som ikke kender til det, alligevel vil blive ramt af Dee Sniders rebelske hypnose hvis de ser denne video, hører dette musik, og at de alligevel vil komme til at elske klassisk Heavy Metal. Det her er jo netop hvad det hele handlede/handler om - retten til at være sig selv og give det etablerede fingeren.

Dette er en Dual-Dvd, hvilket vil sige at der på den anden side af skiven er en almindelig CD.
På denne CD er der blevet plads til Twisted Sister - Live...Past And Present.
Disse optagelser er henholdsvis fra New york i 1980, London 1982 og Wacken 2003.
Optagelserne fra NY er virkelig guf for samlere, og med en virkelig rå og autentisk lyd, der gør at man kan lugte sveden fra publikum.

Stort Stort Stort!!!